I forestillingen ”Gør oprør sagde hun, gør oprør igen”, raser dramatikeren, Alice Birch I en række farverige vignetter over de kønsbetingede normer der beslutter hvordan vi får lov til at eksistere og udtrykke os, og efterlader os med en klaustrofobisk fornemmelse af hvor lidt plads der er tilbage, for den der har brug for at kunne tænke og bevæge sig frit, for at kunne bevare sig selv.

Sprog og skuespil er rasende underholdende, men åbner også op for en bundløs sorg, ud fra hvad der sker med kroppen og sindet når du bliver tvunget til at være konstant på vagt, for at overleve der, hvor dine grænser og hensigter ikke bliver respekteret. Det handler om prisen for at befinde dig i et oprør du ikke kan undgå, ellers ville du miste dig selv, og om oprørets opbyggelighed og destruktion. Og måske, primært, handler det om behovet af at rasere det hele for at give plads til noget nyt.

Alice Birchs, (UK), prisvindende stykke, Gør oprør sagde hun, gør oprør igen, (2014), blev skrevet på kun tre dage, af den da syvogtyve årige dramatiker, og er et moderne og vittigt raseri over kvindens, i samfundet, begrænsede spillerum. En nødvendig moderne klassiker. Birchs skarpe evne til at eksperimentere med form og sprog, har sat hende på kortet som en af vor tids fremmeste dramatiker, og efter den store bølge af #Me Too, der startede i 2017, (og kulminerede i Danmark under 2020), må denne hendes tidlige tekst siges være end mere aktuel.